Kendetegn
Grævlingen er Danmarks største rovdyr. Den har en ca. 80 cm lang krop og 15 cm hale. Om efteråret, når den er fedest, kan den veje op til 18 kg. Grævlingehanner er lidt tungere end grævlingerhunner, men ellers er der ingen iøjnefaldende kønsforskelle. Grævlinger er natdyr, og derfor ser vi dem kun sjældent, men grævlingerne kan dog se hinanden i mørket på grund af de karakteristiske sorte og hvide striber på hovedet. Man mener, at disse striber har en signalfunktion, idet man har set grævlinger gemme ”striberne” mellem forbenene, når de trues.
Grævlingerne ser ikke særlig godt. Øjnene er små og kun udstyret med tappe, hvilket vil sige at de kun ser sort og hvidt. Desuden er de meget nærsynede, hvilket er med til at gøre dem meget sårbare overfor trafik. Til gengæld har de en lugtesans, der er 600-700 gange så god som menneskers. Derfor kommunikerer grævlinger mest ved hjælp af lugtesansen. Lige under haleroden sidder der en kirtel, den såkaldte subcaudalkirtel, som indeholder et pastaagtigt sekret, som grævlingen ”stempler” sine omgivelser med for derved at afmærke sit territorium. Den stempler også de grævlinger, som den bor sammen med, således at den kan kende ven fra fjende i mørket. I gamle dage troede man, at grævlingen gik i hi om vinteren og stak snuden ind i kirtlen og sugede næring derfra hele vinteren. Nu ved man, at kirtlen udelukkende har en signalfunktion, og at alle mårdyr har en sådan kirtel.
Slægtskab
Grævlingen er et mårdyr, en mustelid, d.v.s. at den er i familie med odder, skovmår, husmår, ilder, hermelin og brud. I Danmark og resten af Europa findes kun én slags grævlinger, men da grævlinger findes spredt over det meste af den tempererede del af jorden findes der en række forskellige arter i andre egne af verden.
Forekomst
Grævlingen findes i hele Danmark med undtagelse af enkelte øer, eksempelvis: Læsø, Anholt, Bornholm Fanø og Rømø. Bestandstætheden er størst i Østjylland.
Habitat
Grævlinger er knyttet til et varieret landskab med skov og marker. Graven graves i en skråning eller eventuelt i kanten af en grusgrav. Hulen består af lange gange, der af og til udvides til reder, hvor den sover. Rederne fores med hø, græs, blade, bregner eller andet blødt og isolerende materiale. Redematerialet skiftes flere gange om året blandt andet fordi det bliver fyldt med lus og lopper. Derfor ser man næsten altid spor af tabt græs eller andet redemateriale i lange baner udenfor en grævlingegrav. Det er blandt andet et af de forhold, der gør det muligt at skelne en grævlingegrav fra en rævegrav. Ræven bruger nemlig ikke redemateriale. Desuden er jordbunken foran en grævlingegrav meget større end foran en rævegrav og er altid forsynet med en dyb fure midt i opskrabet, fordi grævlingen bakker ud og skubber jorden op mellem sine bagben, i modsætning til ræven, der skraber til alle sider og laver en flad vifteformet bunke.
Historie
Grævlingen er sandsynligvis indvandret til Danmark umiddelbart efter sidste istid for ca. 11.000 år siden. Forekomsten på Fyn, Sjælland og Lolland-Falster er sandsynligvis af nyere dato, idet grævlingen uddøde her i forbindelse med den udtynding, der skete i øernes pattedyrfauna i Atlantisk tid (7.000-4.000 f.Kr.). Grævlinger blev genudsat i midten af 1800-tallet på Lolland- Falster og Fyn. Genudsætningen på Sjælland er ikke dateret, men vi har sjællandske jagtstatistikker fra 1874-78, hvor der optræder grævlinger.
Grævlinger har altid været omspundet af mange myter. De fleste kender myten om, at man altid bør have koks i støvlerne, hvis man skulle møde en grævling, fordi den vil bide til benet knaser. Myten findes også i Sverige og Norge, men har intet på sig. Grævlinger er normalt meget sky dyr, der vil stikke af ved den mindste forstyrrelse. En anden myte fortæller, at grævlinger lever af æg og fasaner. Alle maveundersøgelser og undersøgelse af latringruber – de huller grævlinger graver til deres afføring – viser, at grævlinger lever af en meget blandet kost bestående af regnorme, larver og biller om sommeren og korn og frugt om efteråret. En tredje myte påstår at grævlinger sover vintersøvn. Det gør de kun i Nordnorge, mens de på vore breddegrader er ude næsten hver nat hele vinteren, men uden at spise ret meget. Derfor taber de sig om vinteren, således at de om foråret vejer kun ca. det halve af efterårsvægten.
Ynglebiologi
Grævlinger bor i familiegrupper (nogle kalder dem klaner) i dybe huler, som de selv graver. Familiegruppen kan bestå af 2-5 grævlinger, der alle er i familie med hinanden. Mor, far og unger fra forskellige årgange. Grævlinger har forlænget drægtighed, hvilket betyder at de parrer sig flere gange i løbet af året, men gemmer de befrugtede æg til slutningen af december, hvor de endelig sætter sig fast i livmoderen og udvikles på ca. 2 måneder. Ungerne kan altså kan dermed have forskellige fædre. I slutningen af februar fødes 3-4 unger, som derefter dier i ca. 3 måneder. Herefter tages de med på ”regnormejagt”. Ved slutningen af året ligner grævlingeungerne de voksne, men de bliver først kønsmodne i deres fjerde leveår.
Bevaringsstatus
Det vides ikke hvor mange grævlinger der findes i Danmark. Der er blevet lavet enkelte undersøgelser i forskellige dele af landet som viser, at der er flest grævlinger pr. km2 i Østjylland. Et meget groft skøn baseret herpå kunne tyde på at vi har i størrelsesordenen 30.000 grævlinger i Danmark. Til sammenligning har vi ca. 250.000 ræve. Grævlingen blev fredet den 1.april 1994 og er i dag opført på Bern-konventionen, liste III (indsæt www.link). Grævlingen er altså ikke et truet dyr i Danmark, men et sårbart dyr, hvis vi ikke passer på den.
Ny forskning
I 1990 foretog undertegnede en undersøgelse af grævlingebestanden i Grib Skov. Her var bestanden meget lille, kun 26 grave, hvoraf de 9 var konstant beboede. Grib Skov er 60km2 stor og i en skov af denne type burde der være i størrelsesordenen 30-40 konstant beboede gravkomplekser. Årsagen til det lille antal grævlinger i skoven dengang skal søges flere steder. Omlægning af skovdriften op gennem 1980érne var blandt en af årsagerne. Større og mere effektive maskiner ødelagde i mange tilfælde uforvarende gravene i yngletiden, hvilket betød tab af kuld og manglende gravmuligheder for kommende generationer. Grævlinger kan ikke bare flytte til et nyt sted, ligesom f.eks. ræve, hvis de bliver forstyrret. De har meget specielle krav til jordbundstype og fødegrundlag, og hvis de tvinges til at flytte, kan det tage op til 7 år inden et nyt familieterritorium er etableret og dermed muligheden for igen ar yngle. En anden årsag var moderne menneskers ønske om at anvende skoven mere og mere til rekreative formål. I løbet af 1980érne fordobledes publikumspresset og der blev lavet 35 km nye stier. Øget trafik på vejene gennem skoven kunne også være en årsag, og adskillige diegivende hungrævlinger blev da også fundet overkørt i den følgende undersøgelsesperiode. Grævlinger lærer ikke at undgå trafik på samme måde som de danske ræve.
Problemerne vedrørende det lille antal grævlinger blev påpeget overfor skovdistriktet, som var villig til at prøve at indføre en meget mere grævlingevenlig skovpolitik, og siden midten af 1990 érne har man kunnet nyde godt af resultaterne. I praksis betød det, at distriktet fulgte nogle retningslinier i forbindelse med skovning, der blandt andet indebar, at ingen maskiner måtte komme nærmere end 20 m fra en grævlingegrav, og at gravkomplekset blev afmærket med 1m høje stubbe, således at maskinføreren ikke kom til at skade graven. Retningslinierne er nu standard på distriktet og kan læses på Frederiksborg Skovdistrikts hjemmeside (indsæt www.link). Ved anlæg af nye stier blev der ligeledes taget hensyn til gravenes placering, idet grævlinger ikke tåler megen forstyrrelse lige ved graven. Idrætsledere blev også bedt om ikke at anbringe poster til orienteringsløb i opskrabet fra en beboet grævlingegrav, som man tidligere havde set, og ved større løb i skoven i yngletiden blev en del af gravkomplekserne afmærket med rødt bånd, således at løberne måtte løbe udenom. Et stort problem er fortsat, at mange mennesker ikke tager forbudet om løse hunde i skoven alvorligt. I hundeskove, hvor løse hunde er tilladt, findes ingen grævlingegrave. Resultatet er, at vi i dag har 46 grave i Grib Skov, hvoraf de 27 er konstant beboede.
For at et projekt som ovennævnte skal kunne lykkes, er det naturligvis nødvendigt, at skovdistriktet har de relevante oplysninger om, hvor grævlingegravene er, og om de er beboede eller ej. Disse oplysninger har undertegnede løbende forsynet distriktet med.
Hvad kan DU gøre?
For at bevare grævlingerne i vore skove er der to forhold, der er altafgørende:
At der er mulighed for at have en uforstyrret grav til at sove i om dagen samt til at opfostre ungerne i. Og at der er tilstrækkeligt med føde og fred til at spise sig fed nok til at overleve vinteren.
Det er derfor vigtigt, at vi som skovgæster respekterer grævlingens grav og ikke lader vores hunde undersøge graven eller sætter os ned og holder skovtur på graven. Vi skal også lade være med at køre med mountainbike eller lignende hen over en grævlingegrav. Det er også vigtigt, at vi kører forsigtigt på skovvejene om aftenen og natten. Natløb og lignende bør kun finde sted i god afstand fra beboede grave. I England har man dannet grupper af naturinteresserede, der registrerer grævlingegrave i bestemte skove og holder øje med, at de ikke bliver ødelagt. Disse mennesker har stor fornøjelse af at iagttage grævlingerne på afstand om aftenen, og de giver deres oplysninger videre til den engelske pattedyrforening, der registrerer alle grævlingegrave i England.
Noget lignende kunne man godt forestille sig i Danmark. Hvis vi skal passe på vores grævlingegrave må vi vide, hvor de er. Ved at oplyse om gravenes placering kunne man måske få det lokale skovdistrikt eller den private skovejer til at tage hensyn til gravene, hvis de ikke allerede gør det.
Omtanke er mere end noget andet vigtigt for bevarelsen af vore grævlinger.