Kendetegn
Den amerikanske mink hører til mårdyrene, hvoraf vi har flere arter i Danmark. Som navnet antyder, er den dog ikke en hjemmehørende art her i landet, men kom hertil med de første minkfarme omkring 1930. Minken er ikke så sky som de andre mårdyr, og der er derfor gode chancer for at se den i naturen. Specielt er forholdsvist nyligt undslupne mink nemme at komme tæt på. Ofte vil de søge til bebyggede steder i håbet om at finde føde. En vild mink vil være en del mindre tillidsfuld overfor mennesker, men er dog heller ikke synderligt sky. Når man har den tæt på, kan minken herhjemme kun forveksles med ilderen, der dog har tydelige lyse tegninger foran ørene. Minken svømmer godt, den ligger forholdsvist højt i vandet, så man kan se både hoved, krop og hale over vandet, et kendetegn, der sammen med størrelsen, adskiller den fra den større odder.
Minken har ligesom andre mårdyr en langstrakt krop og korte ben. Kropslængden er 30-45 cm og halelængden er 13-23 cm. Hunnen vejer omkring 750 gram, hannen 1-1,5 kg. Hannen er således ca. dobbelt så stor som hunnen. Farmdyr er normalt noget større end de fritlevende.
Som med de fleste andre pattedyr er der større chance for at se spor efter minken end for at se dyret selv. Sportegnene (fodaftryk og ekskrementer) efter mink kan dog være uhyre vanskelige at skelne fra ilder og odder. Odderens fodspor er i reglen større end minkens, men det kan være svært at bedømme størrelsen korrekt på f.eks. meget blødt underlag. Frisk, fast mudder under broer er et oplagt sted at kigge efter minkspor. Odderen afsætter gerne sine spor samme sted, og med lidt øvelse kan man godt kende forskel på de to arters fodaftryk.
Minkens fodaftryk er 2,5-4 cm lange og 2-4 cm brede. Hannens aftryk er lidt større end hunnens, men variationer og tilstedeværelsen af unge hanner, med aftryk på størrelse med hunner, gør det til et noget usikkert kendetegn. Minken har fem tæer, som ofte alle ses i efterladte fodaftryk. Tæerne er nærmest pæreformede i modsætning til odderens runde tæer. Der er kun lidt svømmehud mellem tæerne. Kløerne kan ofte ses i aftrykkene.
Minkens ekskrementer er forholdsvist faste og cylindriske, med smallere ender. Længden af dem er 5-8 cm, og de er mindre end 1 cm i diameter. Lugten er oftest meget ”stram” og ubehagelig, i modsætning til odderens ekskrementer, der har en ret sødlig lugt. Farven og størrelsen af ekskrementerne afhænger dog meget af minkens fødevalg, og hvor friske ekskrementerne er.
Slægtskab
Amerikansk mink hører til familien Mustelidae, hvoraf vi har flere repræsentanter i Danmark; grævling, odder, skovmår, husmår, ilder, lækat og brud. Den europæiske mink Mustela lutreola er aldrig blevet registreret i Danmark, og er ikke nært beslægtet med den amerikanske mink. Det ligger ikke helt klart, hvilken der er artens nærmeste slægtning. I nogle sammenhænge nævnes den europæiske ilder M. putorius, og i andre sammenhænge ligger den amerikanske mink i en gruppe for sig selv. Den mink, vi i Danmark kalder amerikansk mink, stammer fra farmopdræt og er faktisk en blanding af 6-7 forskellige underarter af M. vison.
Forekomst
Minken forekommer over det meste af landet med undtagelse af enkelte mindre øer. På Lolland-Falster træffes arten kun sporadisk. En opgørelse i slutningen af 1990’erne viste, at tætheden af mink var størst i de amter, der havde den største koncentration af minkfarme. Dette virker jo logisk nok, i og med der undertiden slipper mink ud fra minkfarme. Det vides ikke, hvordan tætheden af vilde mink er, men det er næppe helt ved siden af at gætte på, at jo længere væk fra minkfarme man kommer, jo flere tilpassede, vilde mink vil der være. Der er naturligvis altid undtagelser, og (u-)skikken med at sætte mink ud til rottebekæmpelse i f.eks. fiskerihavne, er naturligvis med til at mudre billedet noget.
Habitat
Minken lever oftest tæt på vand. I Danmark vil det primært være langs søer og vandløb, da sandede kyster ikke er den bedste habitat for mink. En undtagelse er havnene og naturligvis Bornholm, hvor stensætning og klippekyster udgør et glimrende levested for mink. Minken er dog ikke så stærkt knyttet til vand som odderen. Hvis blot føden er rigelig, kan arten sagtens leve langt fra land i længere perioder. Minken har flere forskellige ”huler” (nogle gange blot under en stak grene) i sit aktivitetsområde, som den bruger i varierende grad. Den besøger dog jævnligt alle dele af sit aktivitetsområde.
Føde
Minken er en såkaldt generalist, og æder stort set alt animalsk føde, så som småpattedyr, padder, fisk, skaldyr og fugle. Bær kan også indgå i føden i begrænset omfang. Den nøjagtige fødesammensætning afhænger af fødeudbud, årstid og delvist også af konkurrence med andre rovdyr. En nyere undersøgelse af minks mave-/tarmindhold fra Thy og Bornholm viste, at 55 % af minkene fra Thy havde rester af småpattedyr i mave/tarm, 36 % havde padder, 33 % fugle og 30 % fisk. De Bornholmske mink spiste mere fugl (50 % af minkene), efterfulgt af pattedyr (42 %), fisk (25 %) og padder (4 %). Disse lokale forskelle skyldes givetvis forskelle i fødeudbud, men formentlig også det faktum, at mink er det eneste mårdyr, der forekommer på Bornholm. Arten har derfor ingen umiddelbare konkurrenter til føden. De fleste undersøgte mink var indsamlet fra september til marts, og der foreligger ingen danske undersøgelser af minkens sommerføde. Fra udenlandske undersøgelser ved vi, at der kan være store forskelle, og der er nok ingen tvivl om, at minken tager en større andel fugl i disses ynglesæson.
Historie
De første danske minkfarme blev anlagt i slutningen af 1920’erne, og allerede kort tid efter sås de første mink i den danske natur. Der gik dog mange år, inden arten for alvor bed sig fast. Mink kom på vildtudbytteskemaet i 1968. Tallene fra vildtudbyttestatistikken kan bruges som indikator for, hvordan det går bestanden i naturen. Indtil slutningen af 1970’erne lå udbyttet på under 1000 nedlagte mink. Herefter steg udbyttet langsomt til omkring 3000, indtil begyndelsen af 1990’erne, hvor antallet af nedlagte mink pludselig steg voldsomt. Efter at have været oppe på 8000 et par år, ser udbyttet de senere år ud til at have stabiliseret sig omkring 5-6000 individer.
Ynglebiologi
Minken yngler én gang om året og har forlænget drægtighed. Parringen foregår i februar-april, men de fleste kuld fødes i april-maj. Kuldstørrelsen hos vildtlevende mink er på 4-6 hvalpe, et noget lavere antal end hos farm-mink. Hannens engagement slutter med parringen, og hunnen opfostrer selv sit kuld. De unge mink begynder at søge efter egne territorier i august. Hunnerne bevæger sig ofte ikke mange km væk fra deres fødested, mens hannerne normalt spredes noget længere væk, ikke sjældent mere end 10 km.
Adfærd
Minken er meget nysgerrig og livlig i sin adfærd, men den sover også meget og er normalt kun aktiv udenfor sine huler 2-4 timer i døgnet. Aktivitetsmønsteret er tilpasset byttedyrenes tilgængelighed, hvilket svinger meget med habitattype og årstid. Menneskelig aktivitet ser ikke ud til at genere mink. Tværtimod kan den tiltrækkes af den let tilgængelige føde, som ofte findes ved menneskelig beboelse (f.eks. mus, rotter, høns og fiskeaffald). Minken er knyttet til områder med vand, og dens aktivitetsområde er lineært og opregnes i km vandløb/søbred og ikke i km2 som hos de fleste andre dyr. Normalt ligger det mellem 1 og 3 km. Territoriet forsvares mod mink af samme køn, mens hanners og hunners territorier godt kan overlappe indbyrdes.
Fjender og trusler
Minken har ingen naturlige fjender i Danmark, men enkelte bliver dog taget af forskellige rovdyr og rovfugle. De hyppigste dødsårsager for mink her i landet er formentlig trafikdrab og jagt. Udslip forårsaget bevidst af såkaldte ”dyrevenner” gør næppe hverken fra eller til rent bestandsmæssigt i naturen. Mange af disse mink lider en kummerlig død, kun få lærer at klare sig og bliver en del af den fritlevende bestand.
Bevaringsstatus
Den amerikanske mink er uønsket i den danske natur. Det har dog vist sig uhyre svært, for ikke at sige umuligt, at slippe af med den, når den først har etableret sig. Danmark er suverænt det land i verden, der har flest minkfarme, og skønt antallet af farme har været faldende i mange år, er de resterende farme blot blevet større. Det samlede antal farmmink er således steget i samme tidsrum. I 2003 var der registreret knap 2000 farme med i alt 2.440.000 avlstæver. Det kan næppe undgås, at mink slipper fri fra farmene fra tid til anden. Selv i lande, hvor al minkopdræt er ophørt, trives minken i det fri. Der er således ikke de store forhåbninger om, at man kan udrydde arten i Danmark. Det er dog muligt lokalt at friholde arealer for mink, men det kræver en stor og vedholdende indsats. Mink kan i praksis reguleres året rundt i Danmark, og må reguleres ved brug af fælder. I 2006 startede Skov- og Naturstyrelsen sammen med Danmarks Jægerforbund og Pelsdyravlerforeningen et projekt om bekæmpelse af vild mink i Danmark. Som resultat af dette samarbejde ventes udarbejdet en handlingsplan for bekæmpelse af fritlevende amerikansk mink som udkommer i 2009 (http://www.skovognatur.dk/DyrOgPlanter/Artsleksikon/Pattedyr/Rovdyr/Mink/).
Aktuelle undersøgelser / nyere dansk forskning
Der er for nylig (2004) afsluttet en omfattende undersøgelse af fritlevende mink i Danmark. Det blev bl.a. påvist, at 87 % af de fritlevende mink i Thy og 10 % på Bornholm, er født på minkfarme. Der er således store regionale forskelle. I undersøgelsen blev det også påvist, at undslupne farmmink opnår samme overlevelseschancer som vilde mink, hvis blot de klarer at overleve de første par måneder i naturen. Variation af forskellige parametre (undslipshyppighed, reproduktion, mortalitet, spredning, samt genetiske forhold) blev indbygget i en model baseret på placering og størrelse af minkfarme i Danmark, for bl.a. at forudsige hvad der vil ske, hvis yderligere udslip af mink fra danske minkfarme reduceres eller stoppes helt. De fleste modelkørsler forudsagde, at den vilde bestand i givet fald ville blive bedre tilpasset den danske natur, og dermed opnå højere populationsstørrelser, end hvis udslip fortsatte i samme grad. Dette resultat var dog afhængigt af en enkelt genetisk parameter (hvor vigtigt det er at være genetisk veltilpasset naturlige forhold), som pt. ikke kan måles nøjagtigt. Det modsatte resultat er dermed også muligt – altså at den vilde bestand vil uddø, under de beskrevne forudsætninger.
Minkens forekomst i de danske havne og om mink spredes herfra er også blevet undersøgt. Undersøgelsen viste at minken er meget almindelig i havnene i og med de var set i 58 % af de 145 besøgte havne indenfor det sidste år, og i 82 % på et eller andet tidspunkt. Minken søger ud til havnene da der her er gode skjulesteder, åbent vand og let adgang til føde (både i form af byttedyr som f.eks. fisk, skaldyr og fugle, og i form af fiskeaffald). Spredningen væk fra havnene blev studeret ved radiomærkning af ti mink i syv forskellige havne. Otte af disse blev fulgt med succes og af disse bevægede tre ungdyr sig væk fra deres fangsthavne. En af dem bevægede sig knap 24 km ind i landet. Havnene er således ikke bare et godt levested for minken, der sker også spredning herfra.
Hvad kan DU gøre?
Minken er uønsket i den danske natur og er derfor fredløs året rundt. Det betyder dog ikke, at den ikke er omfattet af Dyreværnsloven, der jo påbyder, at man ikke må påføre dyr unødig smerte. Dvs. sørg for at få eventuelle mink aflivet på forsvarlig vis, og overvej om du evt. vil undlade at aflive dyr i yngleperioden.
Om forfatteren
Mette Hammershøj er biolog og ansat i Billund kommune. Hun har skrevet Ph.D.-afhandling om fritlevende minks populationsøkologi i Danmark.
Supplerende litteratur
- Andersen, J. 1981. Minken (Mustela vison) og minkjagten i Danmark 1970/71 og 1972/73. – Danske Vildtundersøgelser 34: 1-24.
- Asferg, T. 1991. Mink Mustela vison. – i: Danmarks Pattedyr, Muus, B. (red.), Gyldendals Bogklubber, København, pp: 54-56.
- Asferg, T. & Madsen, A.B. 2000: Danmarks små mårdyr. – Natur og Museum nr. 4, dec. 35 s.
- Dunstone, N. 1993. The mink. – T&AD Poyser Ltd., London. 232 s.
- Hammershøj, M. 2004. Population ecology of free-ranging American mink Mustela vison in Denmark. – Ph.D.-afhandling, Københavns Universitet og Danmarks Miljøundersøgelser.
- Hammershøj, M. & Asferg, T. 1999. Mink Mustela vison og ilder M. putorius. Mink- og ilderjagten i Danmark 1996/97 og problemer med de to arter i forhold til små fjerkræhold. – Danmarks Miljøundersøgelser. 56 s. Faglig rapport fra DMU, nr. 273.
- Jensen, B. 1993. Nordens pattedyr. – GEC Gad, København.
- Meier, S. B. 2005. Minken (Mustela vison) i de danske havnemiljøer og havnens potentiale som spredningscenter for mink. – Specialerapport, Zoologisk Museum, Københavns Universitet.
- Mitchell-Jones, A.J., Amori, G., Bogdanowicz, W., Reinders, P.J.H., Speitzenberger, F., Stubbe, M., Thissen, J.B.M., Vohralík, V. & Zima, J. 1999. The Atlas of European Mammals. – Academic Press, London. 484 s.