Kendetegn
Dådyret er en mellemstor hjorteart med en skulderhøjde på 80 – 100 cm. Vægten kan variere meget, specielt for hannen, der kan tabe 15 – 20 kg i brunstperioden. Normalt ligger hannens opbrækkede vægt på ca. 65 kg, men den kan svinge fra 50 kg og op til over 100 kilo. Hunnen vejer normalt 35 – 40 kg opbrækket. Opbrækket betyder kropsvægten uden indre organer. Dådyret pels er normalt rødbrun med hvide pletter, og der går en horisontal hvid stribe midt på kroppen og diagonalt på bagbenene. Den hvide stribe afgrænser pletterne. Langs ryggen til halespidsen går en sort stribe. Bagpå er der et hvidt område ”spejlet”, der er omkranset af to sorte striber. Sammen med den sorte stribe på halen, ser det ud til at der står ”111” bagpå dådyret. Dette er et godt kendetegn på dådyr, specielt når det er i flugt. Pelsfarven kan variere meget. Der ses farvevariationer fra helt hvid til sort. Kun hannen får et gevir, hvilket tabes hvert år, og der dannes et nyt i løbet af forår og sommer. Geviret adskiller sig fra andre danske hjortearter ved at blive pladeformet fra omkring hannens tredje leveår. Det pladeformede gevir kaldes skovle eller ”skufler”.
Udenfor dyrehaver og hjortefarme findes dådyret i alle landsdele. Men der er stor forskel på tætheden. På Fyn, Langeland, Lolland og det sydlige Sjælland er bestandstætheden væsentlig højere og den geografiske udbredelse væsentlig større end i resten af landet. Dog findes der også gode bestande i Jylland, bl.a. på Djursland.
Habitat
Dådyret trives i et landskab med en blanding af skov og landbrug, hvor skoven gerne må være åben løvskov med bundvegetation. Det er dog ikke en betingelse, og dådyret findes også i nåleskov og andre habitater.
Føde
Dådyret er drøvtygger og en nøjsom græsser. Det æder hvad der er tilgængeligt, men fortrinsvis græsser, blade, knopper, skud og specielt om vinteren kan den skrælle bark af træerne. Derfor kan den gøre skade på skov og landbrugsafgrøder.
Historie
Dådyret var udbredt i Europa og Danmark i Eem-mellemistiden (110.000-130.000 år siden), men var efterfølgende begrænset til middelhavslandene og Lilleasien. Spredningen til Danmark (og alle beboelige verdensdele) igen skete ved menneskehånd. Hvem der spredte dådyret i Europa vides ikke med sikkerhed, men både romerne og fønikerne menes at have bidraget. Det er formentligt brugt som jagtobjekt i dyrehaver, og det var med sikkerhed på Romsø i 1231, hvor det blev nævnt i Valdemarernes Jordebog. I 1799 blev det ved kongelig resolution bestemt at det, sammen med krondyret, skulle skydes bort. Det lykkedes dog ikke. Der overlevede bestande på godser og i dyrehaver. Bestanden og udbredelsen opblomstrede efter at landbruget fik interesse for hjorteavl i 1980’erne. Der blev etableret mange hjortefarme rundt omkring i Danmark, og der skete af og til udslip fra dem. Nogle af disse undslupne dådyr har, bl.a. ved hjælp af lokale frivillige fredninger, fået lov til at etablere sig.
Ynglebiologi
Brunsten foregår i oktober og et stykke ind i november, hvor hjorten skraber i jorden med klove og gevir for at lave en brunstplads. Hunnerne dukker op på brunstpladsen, parrer sig med hannen og forlader pladsen igen. Hvis der er mange ældre hanner, benytter dådyret sig (som den eneste hjorteart) af ”lek polygyni”. Det er et parringssystem hvor hannerne samler sig, og laver en masse små sammenhængende brunstpladser, som de forsvarer. Hunner opsøger så pladsen, vælger en han, og parrer sig med ham. Det parringssystem blev beskrevet første gang hos dådyr i Jægersborg Dyrehave, og Jægersborg er formentlig det eneste sted i Danmark hvor dette parringssystem ses. Efter 230 dage får dåen en kalv. Sædvanligvis i juni, men hvis befrugtningen ikke finder sted i rette tid, kan kælvningstidspunktet være forskudt til helt hen i oktober og november.
Adfærd
Dådyret er kun territoriehævdende i brunstperioden. Resten af året færdes det i grupper – såkaldte rudler, som både kan være blandede og kønsopdelte.
Fjender og trusler
Der findes ingen naturlige fjender i Danmark. Den væsentligste regulerende faktor er jagt, og jægernes frivillige lokale fredninger af dådyret er formentlig afgørende for, at lokale bestande får lov til at udvikle sig.
Bevaringsstatus
Dådyret er i fremgang, og bestanden overvåges igennem Vildtudbyttestatistikken – http://vildtudbytte.dmu.dk. Der er ingen særlig bevaringsstatus.
Aktuelle undersøgelser
De nyeste undersøgelser af dådyr er beskrevet i faglig rapport fra DMU nr. 512. ”Krondyr, dådyr og sika i Danmark. Forekomst og jagtlig udnyttelse i jagtsæsonen 2001/2002” samt i undertegnedes specialerapport ”Aktuel udbredelse og jagtlig udnyttelse af dåvildt Dama dama i Danmark samt spredning på den fri vildtbane”, Syddansk Universitet.
Hvad kan DU gøre?
Nyde synet når du ser dådyret..
Om forfatteren
Jacob Preil Andersen har foretaget studier af hjorte og skrevet speciale om den jagtlige udnyttelse og udbredelse af dådyr.
Supplerende litteratur
- Andersen J. P., ”Aktuel udbredelse og jagtlig udnyttelse af dåvildt Dama dama i Danmark samt spredning på den fri vildtbane”, 2005, Cand. Scient. Specialerapport, Syddansk Universitet. http://www.preil.dk/Daadyr_rapport.pdf
- Andersen M., Det store hjortevildt. Aschehoug Dansk Forlag A/S, 1989.
- Asferg T., Olesen C. R. and Andersen J. P., ”Krondyr, dådyr og sika i Danmark. Forekomst og jagtlig udnyttelse i jagtsæsonen 2001/02,” Faglig Rapport fra DMU nr. 512, Danmarks Miljøundersøgelser, 2004. http://faglige-rapporter.dmu.dk.
- Asferg T., and Olesen C. R., Danmarks hjortevildt. No. 4 in Natur og museum, Naturhistorisk Museum, Århus, 2004. Årgang 43.
- Chapman D. and Chapman N., Fallow Deer, Their history, distribution and biology. Terence Dalton Limited, 1975.
- Geist V., Deer of the World: Their evolution, behaviour and ecology. Swan Hill Press, UK, 1999.
- Muus B., ed., Danmarks pattedyr, vol. 2. Gyldendal, 1991.
- Putman R., The Natural History of Deer. Christopher helm, 1988.
- Whitehead G. K., Deer of the World. Constable, London, 1972.