Kendetegn
Hoved og krop har en længde på 21-29 cm, og halen er lysere på undersiden end på oversiden og næsten lige så lang som hoved og krop tilsammen. Vægten kan variere en del, men de voksne kønsmodne hanner har en gennemsnitsvægt på 250 g, mens hunner ligger på omkring 200 g. Vildtlevende individer på 400 g og derover er en sjældenhed.
Slægtskab
Den brune rotte hører til de ægte mus og er derfor nært beslægtet med husmus, halsbåndmus og skovmus for at nævne nogle af de mest almindeligt forekommende.
Forekomst
Den brune rotte har en kosmopolitisk udbredelse, og her i landet forekommer den overalt i tilknytning til menneskelig aktivitet. Der er kun en enkelt undtagelse, idet rotten ikke har etableret sig på enkelte øer, hvoraf de største er Fanø og Anholt.
Habitat
Den brune rotte er stærkt knyttet til menneskelig bebyggelse og aktivitet, og den er således en udpræget kommensal art. I sommertiden kan der dannes bestande uden denne særlige tilknytning, og de kan overleve i milde vintre, mens de ofte forsvinder i strenge vintre. Som det eneste pattedyr kan den brune rotte trives i kloaksystemer.
Føde
Den brune rotte er mere altædende end de fleste andre ægte mus, inklusiv husmusen. Den foretrækker ofte kornprodukter frem for grønne plantedele. Er animalsk føde let tilgængelig æder den gerne det som et tilskud til den vegetabilske føde. I kloaksystemer kan rotten desuden overleve på, hvad der er tilgængeligt.m.
Historie
Den brune rotte stammer fra Østasien og kom til Danmark i 1700-tallet muligvis transporteret hertil på skibe fra Rusland. I løbet af 1800-tallet spredte den sig til det meste af landet, idet den dog først kom nord for Limfjorden efter 1850.
Ynglebiologi
Rotten formerer sig som mange andre gnavere med flere kuld årligt, og hvert kuld varierer fra 4 til 12 unger. Drægtighedstiden er 22 dage, og ungerne er normalt kønsmodne, når de har en vægt omkring 150 g eller er ca. 80 dage gamle. Hunnen kan befrugtes umiddelbart efter at have født sine unger, så teoretisk kan en hun producere 16 kuld i løbet af året. Dette sker sjældent i naturen, fordi rotten kun formerer sig året rundt indendørs, hvorimod den ude i naturen holder en pause i vintertiden. Desuden undgår en hunrotte gerne at parre sig, mens den har diende unger.
Adfærd
Den brune rotte optræder ofte mange sammen og opfattes derfor oftest som et stærkt socialt dyr. Denne form for optræden skyldes nok ofte, at de tilgængelige fødekilder er begrænsede, så alle rotterne koncentrer sig om den samme fødekilde. Dog kan man opleve rotter uden denne sociale tilbøjelighed, og det sker oftest på friland, hvor føden er jævnt fordelt. Den brune rotte svømmer gerne, og den graver om nødvendigt gangsystemer. Den færdes oftest ad bestemte ruter både indendørs og udendørs, og udendørs ses disse som 5-10 cm brede veksler i vegetationen.
Fjender og trusler
Rotter i og omkring bygninger og på friland kan være bytte for rovdyr, rovfugle og ugler, især når disse jagter i skumrings- og nattetimerne, hvor rotterne oftest er aktive. Den brune rotte er lige som husrotten medtaget i lovgivningen vedrørende bekæmpelse af rotter, og den må derfor bekæmpes alle steder, hvor den forekommer..
Status som skadedyr
På en række vigtige områder optræder den brune rotte som skadevolder over for mennesket. Den fortærer store mængder af foder og fødevarer og ødelægger endnu mere ved at lægge ekskrementer og urinere på varerne, som derfor må kasseres. Med de skarpe fortænder kan den gnave i mange materialer og ødelægger ved sin gnavevirksomhed i bygninger elektriske installationer, isolering og mange bløde materialer, da den kan gnave i alt, der er blødere end jern. Sygdomsoverførsel er også en vigtig faktor, da bakterier af Salmonella, Campylobacter og Leptospira kan overføres ved hjælp af rotten. Den farligste blandt leptospirerne er den art, der fremkalder Weils syge, som i ubehandlet tilstand kan være dødelig.
Bevaringsstatus
Med status som skadedyr har man via lovgivning ofret store summer på dens bekæmpelse og gør det stadig i bestræbelserne på at holde bestanden nede på et acceptabelt niveau. Helt at udrydde den brune rotte er næppe muligt selv med de moderne bekæmpelsesmidler til rådighed. Der optræder i stigende grad resistens mod disse bekæmpelsesmidler, og den lovpligtige bekæmpelse omfatter først og fremmest rotter, der forekommer på overfladen og ikke i kloakkerne.
Ny dansk forskning
Den hvide laboratorierotte er en særlig stamme af den brune rotte, som er fremavlet specielt til laboratorieundersøgelser. Derfor er det indlysende, at arten som sådan indgår i en lang række undersøgelser af biologisk og medicinsk art. Den vilde art indgår i undersøgelser over resistens over for bekæmpelsesmidler. Der pågår undersøgelser over udbredelsen af og niveau for resistens rundt om i landet foruden genetiske og molekylærbiologiske undersøgelser af resistensmekanismer.
Om forfatteren
Jens Lodal er biolog og ansat på Skadedyrlaboratoriet, Aarhus Universitet (tidligere Statens Skadedyrlaboratorium) med pattedyr som arbejdsområde.
Supplerende litteratur
- Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip ex ea commodo consequat. Duis aute irure dolor in reprehenderit in voluptate velit esse cillum dolore eu fugiat nulla pariatur. Excepteur sint occaecat cupidatat non proident, sunt in culpa qui officia deserunt mollit anim id est laborum.