DEN HVID­NÆSEDE DEL­FIN YNG­LER I INDRE DAN­SKE FAR­VANDE

DEN HVID­NÆSEDE DEL­FIN YNG­LER I INDRE DAN­SKE FAR­VANDE

Danmark har nu fået hval nummer to, der yngler i indre danske farvande!
Et forskerhold med deltagelse af bl.a. Sussie Pagh, Aalborg Universitet kan nu påvise, at vi har to ynglende hvalarter i indre danske farvande. Marsvinet har længe været alene om at stå på listen, men nu skal hvidnæsen altså tilføjes. 

Historien bag denne opdagelse går tilbage til sommeren 2023, hvor der ved Havnsø Strand på Midtsjælland blev fundet en død hvidnæsehun med et fuldbårent foster i sin mave. Forskerne ved AAU obducerede hvidnæsen, men ventede med at gå ud med nyheden. ’Enlig svale gør ingen sommer’, lyder det kendte ordsprog. Det var nemlig ikke nok med fundet af dette ene fuldbårne foster – der skulle mere dokumentation til, før man kunne lancere nyheden. 

Hanne Lyngholm Larsen, Natacha Mia Kristensen og Aage Kristian Olsen Alstrup udtager prøver fra den hvidnæsede delfin. Foto: Aalborg Universitet

Forskerne har nu sammen med havpattedyrsforskere fra Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg og Aarhus Universitet fundet gamle obduktionsrapporter frem fra hvidnæser. Dokumentationen på er plads og er detaljeret beskrevet i en netop udgivet artikel i tidsskriftet Coasts. I artiklen dokumenterer forskerne otte tilfælde, hvor hvidnæsehunner er fundet med enten et foster i maven, eller var diegivende. I et enkelt tilfælde har man fundet en nyfødt kalv med mælk i maven.

Hvis du er heldig, kan du måske få et glimt af hvidnæsen i Nordsøen og i indre danske farvande, ofte også som strandet langs danske kyster.

Foruden Sussie Pagh, AAU, har bl.a. hvaldyrlæge Aage Kristian Olsen, Carl Kinze samt Charlotte Bie Thøstesen, Fiskeri- og Søfartsmuseet deltaget i forskningsprojektet.

Læs mere på aau.dk: https://www.aau.dk/den-hvidnaesede-delfin-yngler-i-indre-danske-farvande-n107513

Den videnskabelige publikation kan downloades open access her: https://doi.org/10.3390/coasts4020013

Hvidnæse hun klar til obduktion på Aalborg Universitet. Foto: Aalborg Universitet
Scroll to Top